Vores træninger

Muskelstyrke

Ved at træne muskelstyrke, kan man mindske sit tab af muskler. Et fokus på forbedret muskelstyrke vil bl.a. forbedre evnen til at fungere i det daglige, mindske risikoen for at falde, mindske behovet for hjemmesygepleje og hermed øge livskvaliteten.

Ved at kombinerer styrketræning med træning af kondition, balance, og vejrtrækning forøges effekten af træningen. Samtidigt styrkes hjerte, knogler, stofskifte, åndedrætsfunktion og det mentale helbred.

 

Balance

En god balance gør det lettere at klare hverdagens gøremål. Det øger også sandsynligheden for, at blive på benene, hvis man skulle snuble eller glide.

En god balance er afgørende for en god dagligdag, hvor man kan gøre det, man har lyst til. Man bruger fx sin balance, når man bøjer sig forover for at binde sko, når man går en tur, eller når man stiller sig på tå for at nå en høj hylde.

 

Kondition

Man kan mindske risikoen for hjertesygdomme, blodpropper, forhøjet blodtryk og stivhed i muskler og led, når man motionerer og træner sin kondition regelmæssigt.

Det er aldrig for sent at komme i gang med at være fysisk aktiv. Ældre kan have lige så stort udbytte og gavn af fysisk aktivitet, som yngre voksne kan. Regelmæssig fysisk aktivitet er et af de mest effektive midler, vi har til at forebygge livsstilssygdomme. Fysisk aktivitet kan samtidig mindske symptomer og/eller indgå i behandlingen af mange alvorlige sygdomme. Desuden bidrager fysisk aktivitet til et godt mentalt helbred, herunder styrket selvtillid og livsglæde, bedre social trivsel og mere energi.

 

Vejrtrækning

Åndedrætsmusklen bliver også kaldt for mellemgulvet og er placeret over maveregionen, lige under dine lunger og dit hjerte. Åndedrætsmusklen er noget nær den vigtigste muskel, da den bidrager til at pumpe luft ind og ud ad kroppen.

Ligesom alle andre muskler i kroppen er det en rigtig god idé at træne sin åndedrætsmuskel, da det gælder om at have en så veltrænet åndedrætsmuskel som muligt.

Mange mennesker, og især mennesker med lungeproblemer, bruger ikke åndedrætsmusklen optimalt. Det sætter åndedrætsfunktionen og hele kroppen i en undtagelsestilstand. Du skal derfor træne musklen, og det som den hænger sammen med. Er du stærk og smidig, er der bedre plads til at kunne trække vejret.